Betondækningsgrav for enden af Sandagervej
For enden af Sandagervej ligger en “bunker”. Dette er en betondækningsgrav, som er et offentligt beskyttelsesrum, der er lavet til trafikanter og der hvor kælderkapaciteten ikke har været egnet til nogen form for beskyttelse.
Bestyrelsen har været i kontakt med Lone Rasmussen (ingenør) ved Aarhus Kommune samt og Thorbjørn Jørgensen (beredskabsinspektør) ved brandvæsenet, og herunder er en sammenfatning af de oplysninger og svar vi har modtaget.
Om “bunkeren”
- Betondækningsgraven har nr. 1520. Det er en type 3 betondækningsgrav. Der er plads til 50 personer. Der er etableret et sandfilter, samt overtryksventil i den som beskyttelses mod brandrøg og kemiske kampstoffer. Betondækningsgraven kan udstyres med en mekanisk ventilator.
- Afgangsrøret for overtryksventil ses i umiddelbar nærhed af nødudgang, hvilket jo er smart nok efter som nødudgangen fungerer som nødkloset, når betondækningsgraven er i brug.
- Indgangen/nedgangen til betondækningsgraven er i siden og i den ende som er mod Sandagervej.
- På toppen, i enden som vender mod vandet, er nødudgangen.
- Der er ca. 2,8 m fra overkant til gulv.
- Der er ikke adgang til betondækningsgravene før forsvarsministeren beslutter, at disse skal bruges som beskyttelsesrum.
- Man kan leje betondækningsgrave igennem Teknik og miljø, men man skal kunne rømme graven i løbet af kort tid, hvis forsvarsministeren bestemmer, at de skal klargøres til deres egentlige formål.
- Man kan læse mere om betondækningsgraven på Østjyllands Brandvæsens hjemmeside her: https://www.ostbv.dk/service/beskyttelsesrum/
Ansvar
- Selve betondækningsgraven er brandvæsenet ansvar og vi må ikke fjerne jorddækket – Vi skal dog sikre at åbningen ikke afspærres.
- Da selve anlægget ligger på vores areal er det Ryvangens Grundejerforening, som skal passe arealet – både i forhold til renhold og pasning af beplantning.
Fjernelse
- Betondækningsgravene indgår i beredskabet, så længe byrådet ikke beslutter at nedlægge disse.
- Ønsker man en betondækningsgrav fjernet, skal man sende en ansøgning til den myndighed, som har ansvaret. I dette tilfælde er det så Østjyllands Brandvæsen.
- Tilladelse til fjernelse kan gives, når bekendtgørelse om fjernelse af betondækningsgrave § 5 er opfyldt. Fjernelse vil være på egen regning.